Offentlige aktører

Center For Psykisk Sundhedsfremme (CFPS) arbejder sammen med offentlige sundhedsaktører såsom kommuner, regioner og hospitaler om at implementere evidensbaserede kurser til stress og psykisk sundhedsfremme.

I 2014-2015 ledte CFPS den hidtil største danske, offentlige implementering af et meditationsbaseret stresstilbud. Vi kalder kurset for  “Åben og Rolig”, og det er fra 2015 blevet udbudt til borgere i Københavns Kommune. Samtidig har vi indgået samarbejde med Aalborg Kommune, som også tilbyder deres borgere evidensbaseret stressbehandling. CFPS indgår i begge kommuner som samarbejdspartner og underviser kommunernes egne sundhedsmedarbejdere i at henvise, udbyde, dokumentere og udvikle sådanne tilbud. Flere andre kommuner har vist interesse for et samarbejde, hvilket vi er meget glade for. Det betyder nemlig, at flere danskere kan få den behandling, de har brug for.

Evalueringsrapporterne for Åben og Rolig forløbene i 2015 i Københavns og Aalborg kommune viser gode resultater. For begge kommuner gælder, at deltagerne oplever forbedringer af deres stressniveau, depressionssymptomer samt deres søvnkvalitet. Resultaterne er sammenlignelige med det randomiserede studie vores centerleder, Christian Gaden Jensen, foretog i samarbejde med Rigshospitalet, inden vi implementerede forløbene i kommunerne. Resultaterne viser samtidig, at alder, køn, uddannelse, beskæftigelse, indkomst samt andre baggrundsvariable, ikke havde indflydelse på effekterne for deltagerne. Åben og Rolig har derfor bred socioøkonomisk anvendelighed.

Du kan læse mere i rapporterne fra 2015 og frem til i dag her

Hvis I mangler et lignende tilbud i jeres organisation, så skriv til os på mail@cfps.dk. Vi kommer meget gerne ud og fortæller mere om vores arbejde.